Hvad er det, vi ofrer i gudstjenesten?

I gudstjenesten ofrer vi hele verden til Gud i brødet og vinen. Det bliver tydeligt, når vi bærer brødet og vinen frem til alteret før nadverdelen. Ordet bære kommer af ferō, og deraf har vi ordet ’at ofre.’ At ofre er at bære noget frem.

Brødet og vinen er samlet fra hele verden og repræsenterer hele kosmos, alt skabt, dvs. også hele menneskeheden. I Maximos Bekenderens teologi er der ikke forskel på verden og den menneskelige natur. De er ét. Brødet og vinen er altså både verdenen og hele den menneskelige natur.

Når vi bærer brødet og vinen frem, ofrer vi totaliteten af vores liv, af os selv, af verden, til Gud.  Det er dét, der sker, når vi frembærer en del af vores mad.

Menneskets eukaristiske opgave er at ofre denne mad, denne verden, dette liv, til Gud. Vi er skabt til at være celebranter af livets sakramente, at se hele verden blive forvandlet til liv i Gud. Taksigelse, eukaristi, er meningen med verden! Det virkelige liv er eukaristisk.

Kristus var den fuldkomne eukaristi, for han ofrede sig selv for verden – han frembar sig selv til verden – for at verden kunne få liv. Kristus  gav os dette fuldkomne og eukaristiske liv til os. I ham blev Gud vores liv.

”At ofre er menneskets mest naturlige handling,” siger den ortodokse teolog, Alexander Schmemann. Livets mening findes i det at ofre, for Guds er kærlighed og kærligheden er et offer. Alle ved, at ægte kærlighed ikke er let, og at det kræver alt af os.

I kristendommen er der derfor ikke plads til egoisme. Kristus vidner om et liv, der bliver levet for andre – selv gennem døden. Kristus kalder os til at følge ham. Hvordan skulle gudstjenesten da handle om os selv og om vores egne behov?

Vi fejrer ikke gudstjeneste for vores egen skyld, men for hele verdens skyld, ligesom Kristus blev sendt til os for hele verdens skyld.

Billede: Alexander Schemann.